Det er en sædvanlig skik at gjøre mange rejser til byen om året. Det traf saaledes at far en gang om sommeren vilde rejse til byen og jeg vilde blive med.Men for det første var ikke far noget  om dette .
Men mor avbrøt fars nølen og sagde st jeg måtte  få blive med. Min fader bifaldt mig da endelig og jeg fik blive med. Klokken gik til 8.00 da vi blev færdige at rejse. Vår last var ved, kjød, smør m.m.
Det var stille om natten. Da vi kom udfor stranden begyndte jeg som sædvanlig at vilde dysses i søvn som alltid er saa tilbøjeligt på sjøen. O, hvor yndigt det var den nat. Skoven stod grøn af løvets sprækken ,blomstene begyndte atter at vågne fra sin lange søvn. Det var vårens fredshilsen. En glædes-strømopfyldte mit hjerte , og den blide sommer randt mig i tanker. Jeg huskede hvor lystigt det var forrige sommer , da vi kom sammen  St. nat og lignende børnelege. Nå slumrede jeg. Jeg drømte at jeg var kommen til byen det var lige som byenslysten var forsvunden  af vaaren glæde. Jeg vågnede og nu var ingen by at se. Jeg slumrede atter og ingen drøm besværede mig nu  men hvem var det som hviskede i mit øre  vågn op ? det var fader. Nu saa han byen og nu vilde han medæle det til mig. Men nu fik ikke søvnen mere overhånd men jeg blev stedse vågen lige til byen.  Den var herlig at se til i frastand, men når jeg kom paa land, syndtes jeg ikke meget videre om den.  Jeg kjøbte mig lidt slikkerie saa som Pebermynte og lignende, tillige en Katekismusbog.  Jeg maa nu slutte min rejses fortellelse. Thi for glemselens slør har over- skyet tilbagerejsen.

B.K.Stennes i februar 1883.